Fortælling fra Viborg Stifts Folkeblad Februar 1868
Præstens sejlads i karet.
Ulbjergpræstens sejlads i karet på Skals Enge, februar 1868.
Sognepræsten i Ulbjerg var dengang Pastor Gilbert Preyz.
Netop en af de værste af en Række Stormdage havde han været i Viborg, og da han ved Aftenstide vilde køre over Engdraget, var Uvejret tiltaget, saaledes at Fjordens bølger ikke blot skummede ind over Engene, men ogsaa over Landevejen. Det endte med, at Vognen paa Farten over det oprørte Vand kom ud over Kanten af Vejen, saaledes at Vognkassen med Præsten i Agestolen blev slynget ud paa Dybet, medens Kusken med Heste og Vognhjul reddede sig op paa Vejen igen. At komme Præsten til Undsætning var umuligt, da vandet ude over Engene var alt for dybt. Der var ikke andet at gøre end at se at slippe til Skals og faa startet en Hjælpeekspedition.
Det lykkedes ogsaa at få fat paa nogle Fiskere, hvem det i en Baad lykkedes at komme ud og redde Pastor Preyz, som med sit besynderlige Fartøj var strandet paa en Forhøjning i Hauris Enge, og som ikke kunde redde sig derfra ved egen Hjælp.
Fisker Mads Alfred Dalsgaard fortæller til Dansk Folkemindesamling.
Hvilehøj og den hovedløse So.
Til Dalsgaarden hørte i sin Tid en Høj, som hed Hvilehøj. Den ligger ved Vejen, som fører fra Skals til Neder Skringstrup, og Sagnet fortæller, at der ved Højen gik en hovedløs So. Der var vel ingen, der havde set den, men troen på, at den eksisterede, var meget udbredt, og sad nok som en Rædsel i Folk, naar de i mørke Aftener skulle forbi Højen. Man kunne jo aldrig vide, hvilken Trolddom, der skjulte sig her.
Historiens rette Sammenhæng var nær blevet afsløret under et Høstarbejde paa Dalsgaard, der var trukket ud til efter Mørkets frembrud. En Datter paa gaarden skulle vente ude paa marken, til Høstvognen vendte tilbage, og hun satte sig i Hæssene tæt ved Hvilehøj.
Pludselig hørte hun en Snøften og Grynten fra Højen, og da hun kendte Sagnet om den hovedløse So, blev hun grebet af Panik og løb hylende ad Hjemmet til, hvor hun mødte Broderen med Hestevognen.
Han satte sig for nærmere at undersøge Sagen og gik hen til Højen. Her fandt han ikke nogen Hovedløs So, men et velvoksent Pindsvin, og det var nok dens Grynten, der var aarsag til Pigens Rædsel.
Det hvide spøgelse på Skals Kirkegård.
Rygterne fortalte, at der gik et hvidt spøgelse på Skals Kirkegård.
Flere personer havde i sene aftentimer set det bevæge sig mellem gravene, og det var med gru i sindet, man i mørket kom ad disse kanter af byen og spekulerede på, hvem af byens borgere det var, der ikke havde kunnet finde fred i sin grav.
En sen aften, da Niels Dalsgaard passerede kirkegården, så han det hvide gespenst bevæge sig adstadigt inde mellem gravene.
Niels Dalsgaard lod sig ikke skræmme, men gik ind pa kirkegården for nærmere at undersøge sagen, og det viste sig så, at det var en kridhvid hest, som tilhørte en mand, der havde marker op til kirkegården.
Og siden hørte man ikke mere om det hvide spøgelse på Skals Kirkegård.
Varsel for den kommende jernbane.
På den tid tog folk varsler af både det ene og det andet, og her skal fortælles om et konkret tilfælde.
En fisker fra Nederhede lå en aften på fjorden for at røgte sine garn. Da så han pludselig et gloende uhyre komme ud af bakkerne ved Nederhede og fortsætte over fjorden ind i bakkerne ved på Kølsensiden.
Få år efter kom Viborg-Aalestrupbanen, og man var ikke i tvivl om, at det syn, fiskeren havde set, var et forvarsel om den nye jernbane.
Dansk Folkemindesamling 1931
Fortæller L.Andersen
Wathusmandens stærke Datter
Syd for Tostrup By paa Ugelris Mark ligger en stor Langhøj kaldet ”Wathus”.
I min Barndom var Højen tilsyneladende vel bevaret, men under Ombygningen af Viborg Domkirke, skal den være bleven en Del forstyrret, idet man bortførte Randstenene ved Foden af Højen for at bruge dem til Kirken.
Ifølge Sagnet boede der en Trold i Højen ”Wathusmanden”. Som i saa mange andre Høje var ogsaa denne Høj set om Natten at staa paa gloende Søjler, naar Troldene holdt Fest.
En Datter af Wathusmanden var gift med en Gaardmand eller Laastrup, hvilket vel maa forstaas saaledes, at hun var et forbyttet Troldebarn, en ”Skifting”. Troldene antages at ville ombytte deres egne Børn med Menneskebørn, og dette kunde lade sig gøre, saalænge de sidste ikke var døbte.
Manden behandlede hende ikke godt, men skønt hun var et Troldebarn, var hun god og from, og fandt sig i alt uden at klage.
En Dag befalede Manden hende, at hun skulde række ham en Hestesko, der hang paa Væggen. Hun misforstod Ordren, da ”række” paa Jysk ogdaa betyder udstrække. Hun tog da Hesteskoen og rettede den ud med sine bare Hænder. Manden saa nu, at det ikke var af Svaghed, at hun havde været saa taalmodig.
Derimod kunde hun ikke finde sig i, at Naboerne behandlede hende med Foragt og ikke ville anerkende hende som deres lige.
Hun beklagede sig saa til sin Fader i Højen, der sagde, at hun skulde møde ved Kirken næste Søndag før Gudstjenesten.
Mens Kirkefolkene stod udenfor Kirken og ventede paa Præsten, kom Trolden ind paa Kirkegaarden og spurgte Datteren: ”Vil du hvist eller ta’ ” (Vil du kaste eller tage imod) . Datteren valgte at tage imod, da hun frygtede for, at Faderen i sin Vrede ville lade dem falde. Trolden tog nu Kirkegængerne, den ene efter den anden og kastede dem over Kirken, mens Datteren stod paa den anden Side og tog imod, mrn saa forsigtigt, at ingen af dem tog nogen Skade, men de , men de forstod nu, at det var klogt at holde Fred med Wathusmandens Datter.